Fredet natur og Danmarks smukkeste vandmølle

Hele ejendommen Børkop Vandmølle inklusive områderne ved Møllesøen og Mølleengen er på cirka seks hektar og har siden 1. oktober 2018 været ejet af Vejle Kommune. Alle bygninger og området omkring er fredet, og vedligeholdelse og drift påhviler Vejle Kommune.

I 2019 blev Børkop Vandmølle kåret som Danmarks smukkeste vandmølle af foreningen Historiske Huse — ud af 17 nominerede. Læs om kåringen → vejle.dk

Et nyt vandløb uden om møllesøen

I 2007-2009 etablerede Vejle Kommune et nyt vandløb uden om møllesøen i henhold til vandmiljøplanen. Det kunstige vandløb kaldes et omløbsstryg og er lavet for at sikre, at fisk og bunddyr kan komme op og ned ad Skærup Å. I den forbindelse blev der anlagt nye stier.

Tre stier ved møllen

Søstien

Går rundt om møllesøen og langs det nye vandløb. Den er cirka 300 meter lang og kan gås i almindeligt fodtøj.

Engstien

Leder ud over engen fra møllegården, langs Skærup Å, over møllekanalen og retur langs jernbanen. Stien er anlagt som en simpel natursti inde i en indhegning, hvor der til tider går fredelige dyr og græsser. Den er cirka 600 meter lang.

Trampestien

Går fra den sydlige del af mølleengen ned til Brøndsted Mølle. Også denne sti følger det naturlige underlag i den gamle ellesump. Herfra kan man fortsætte ad Brøndsted Møllevej under togbanen og ad Møllegade tilbage til Børkop Vandmølle. Ruten er cirka 800 meter lang.

Kærlighedsstien

Vil du gå længere, kan møllen kombineres med Kærlighedsstien — en afmærket dagsvandring i området omkring Børkop. Læs om Kærlighedsstien → friluftsfreak.dk