En vandmølle af gearkassetypen

Den nuværende mølle er opført omkring 1830, men der har sandsynligvis ligget en mølle på stedet siden omkring år 1100. Det første skriftlige bevis for møllens eksistens er et skøde fra 1546.

Dengang var det en mølle med to overfaldshjul og to kværne. I 1803 havde møllen fire kværne, og i 1813 blev der installeret en skallesten i kælderen med tilhørende gearkasse på loftet.

Læs om teknikken → folderen om teknikken på Børkop Mølle

Fra kronen til Børkop Kommune

Møllen har haft skiftende ejere gennem tiden — fra at høre under kronen på Koldinghus til forskellige private ejere. I 1977 blev den købt af Børkop Kommune, som satte et større restaureringsarbejde i gang som beskæftigelsesprojekt under ledelse af Holger Nyborg og med hjælp fra Nationalmuseet. Arbejdet blev afsluttet i 1984, hvor det blev besluttet, at møllens stuehus skulle indrettes som restaurant.

Møllen var allerede blevet fredet i 1960, og i 1962 blev den afbildet på et 10-øres frimærke.

Læs om frimærket → folderen om frimærket

To nye vandhjul gjorde møllen levende igen

I 1987 fik Viggo Therkelsen, der er vokset op på møllen og har stor viden om mølleriet, møllen til at fungere igen med hjælp fra andre.

I 2010 fik møllen installeret to nye vandhjul udført af Herslev Savværk. I dag er den en fuldt fungerende vandhjulsmølle af gearkassetypen med et fuldt fungerende grynsystem. Der kan fremstilles 19 forskellige melprodukter — udelukkende med vandkraft.

Møllen er den eneste af sin type i Norden, og formentlig i hele verden, som kan producere 19 meltyper af fire kornsorter.

Se gamle opskrifter → opskriftsfolderen

Frivillige holder mølleriet i gang

Frivillige fra Børkop Vandmølles Venner vedligeholder mølleriet og sætter det i gang. Det er ligeledes frivillige, der sørger for, at mølleriet er tilgængeligt for publikum.

Besøg uden for åbningstiden

Vil du besøge møllen uden for åbningstiden, kan foreningen arrangere en guidet rundvisning for 20 kr. pr. person, dog mindst 200 kr.. Beløbet går ubeskåret til foreningen.

Aftales med: Erik Therkildsen, tlf. 61 74 40 24 · Lene Ladegaard, tlf. 25 15 82 88

Kontakt os om en rundvisning